Må man bare bore efter vand på egen grund?

Det er en udbredt opfattelse, at man bestemmer over det, man ejer, også når det gælder det, der ligger under græsplænen. Når det kommer til grundvand, holder den opfattelse ikke. Reglerne er ikke specielt komplicerede, men de bygger på en tankegang, der adskiller sig fra, hvordan mange grundejere tænker om deres ejendom.

Myten om ejerskabet

Grundvandet er en fælles ressource. Retten til at pumpe det op følger ikke automatisk med ejendommen, men reguleres af vandforsyningsloven, og det er kommunen, der administrerer den. Tankegangen er enkel. Det vand, der ligger under én grund, hænger sammen med vandet under naboens, under markerne og under vandværkets kildeplads. Når én pumper, påvirker det andre.

Myten om, at små boringer ikke tæller

Mange tror, at en lille boring til vanding af haven er for ubetydelig til at kræve papirer. Men også her skal kommunen som hovedregel give tilladelse til boring, før arbejdet sættes i gang. Selv i tilfælde, hvor selve vandindvindingen er undtaget fra krav om tilladelse, skal etableringen af boringen normalt godkendes. Kommunen skal kende til boringen, både for at kunne vurdere risikoen for grundvandet og for at kunne tage hensyn til den i den fremtidige planlægning.

Myten om gør-det-selv

På internettet findes der vejledninger i at bore sin egen brønd med håndbor eller spuleudstyr. Det kan virke tillokkende, men boringer efter grundvand skal udføres af en brøndborer med bevis. Kravet findes, fordi en forkert udført boring kan skabe en forbindelse mellem overfladen og grundvandet, som ikke kan ses, men som kan føre forurening ned i magasinet i mange år. En boring skal tætnes korrekt, afsluttes rigtigt og indberettes, og det kræver både udstyr og viden.

Myten om formaliteten

Nogle ser tilladelsen som et stempel, der bare skal hentes. Det er den ikke altid. Kommunen vurderer blandt andet, om boringen ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser, tæt på et vandværks boringer eller nær natur, der er afhængig af grundvandet. I nogle områder gives der afslag, i andre gives der tilladelse med vilkår om mængder, placering eller udførelse. Det er derfor en god idé at kende de lokale forhold, før man bestiller en boring.

Hvordan det foregår i praksis

Ansøgningen sendes til kommunen, som regel digitalt, med oplysninger om ejendommen, boringens placering, formål og forventede vandforbrug. Mange brøndborere hjælper med ansøgningen, fordi de kender de oplysninger, kommunerne typisk efterspørger. Hos ABoring og andre borefirmaer, der arbejder med både private og landbrug, er myndighedsdelen ofte en fast del af forløbet, så kunden ikke skal navigere i reglerne alene.

Sagsbehandlingstiden varierer. I nogle kommuner går det hurtigt, i andre kan det tage flere uger, især i foråret, hvor mange ønsker at have boringen klar inden sommeren. Den, der ønsker vand til vanding i juli, gør klogt i at søge i god tid.

Reglerne som en fælles aftale

Det er fristende at se regler om boringer som et bureaukratisk forhindringsløb. Et andet blik er at se dem som en fælles aftale om at passe på noget, som ingen enkelt grundejer kan passe på alene. Grundvandet under en villahave er ikke kun husets. Det hænger sammen med vandet under hele kvarteret, og tilladelsen er den måde, det hensyn bliver taget på.